Forsiden    Endegrejet    Grejet    Tips & Tricks    Gallerier    Blog    Video   Links     Kontakt

Tips & Tricks

Et af de mange uheld vi kan komme ud for under fighten med en stor sølvtorpedo er, at linen bliver kilet ind i kløften på en trekrog, hvorved krogholdet mistes fordi linen trækker krogen ud af fiskens mund.

Nu er mange jo gået over til enkeltkroge, men en stor kystwobler på 30 gram kroger nu bedst med en trekrog eller en dobbelt laksefluekrog, og der findes en enkel metode til at undgå problemet med en line der kiler sig fast.

Brug en klat 2-komponent epoxylim, f.eks. Araldit, til at lukke kløften af med. Det er en nem og simpel løsning, det holder, og man mister i hvert fald ikke fisk på dén konto.

Tag dine fangstbilleder ved vandet.

De fleste kystfiskere jeg kender fotograferer deres fisk som en slags år for år dokumentation. Nogle vælger også at dele deres fangstbilleder med offentligheden på f.eks. Fangster.dk.

Desværre ser man alt for ofte de såkaldte "køkkenbordsbilleder",  hvor fisken er foreviget, kækt liggende henslængt på et spækkebræt på den mosgrønne bordplade i højtrykslaminat, og i baggrunden de bæ-brune klinker fra 60´erne. Sådan et foto gør fisken alt andet end ære, snarere tværtimod, og det er synd for både fisk og fanger, men så sandelig også for beskueren som måske udsættes for sådan et billede.

Gør det i stedet til en vane at have kameraet med på fisketuren, og skulle man fange en fisk, så gælder det om at fotografere den hurtigst muligt efter aflivningen, for der tager den sig allerbedst ud. I dag fylder digitalkameraerne næsten ingenting, og så er flere af dem faktisk vandtætte. Samtidig er prisen også ganske overkommelig, og der er således næsten ingen gangbar undskyldning for de føromtalte køkkenbordsbilleder.

Jeg er langt fra noget fotografisk geni, men jeg sætter en ære i at tage billederne af mine fisk på selve fangstpladsen, for det er ligsom om, at det er der fisken hører hjemme.

Læg mærke til de tydelige tegn på, at fisken er fotograferet straks efter fangsten, særligt de udstrakte finner.

* * *

Noget om fare for stenskred på klintekysten

Hvert eneste år indtræffer der adskillige tilfælde af større eller mindre sten- og/eller kridtskred på klintekysten, både på Stevns og på Møn. Nogle få fiskere jeg har mødt mener ikke at man skal være bange for den slags, men det er heldigvis et fåtal der tager så let på et så farligt fænomen. De fleste udviser heldigvis den fornødne respekt.

Man skal selvfølgelig ikke lade frygten tage styringen på fisketuren, men hvis man ved lidt om hvorfor disse skred indtræffer, og i særdeleshed hvornår risikoen for skred er størst, så er man i stand til at planlægge sin fisketur uden at udsætte sig selv for en unødig høj risiko på fisketuren.

Langt de fleste stenskred sker i vinterhalvåret og det tidlige forår, især i de år hvor der er faldet meget nedbør. Årsagen er simpel og lige til, vandet trænger ind sprækkerne i klintens kridtlag, og når frosten sætter ind fryser vandet i sprækkerne og virker som et brækjern. Når frosten igen forsvinder fra jorden opstår skredene i større eller mindre omfang.

Der kan ofte være tale om ganske store skred med tusindvis af tons kridt, jord og sten som pludselig falder ned på kysten, og man bør bemærke sig at klinten nogle steder er mere end 40 meter høj, på Stevns i hvert fald. På Møn er det helt andre højder vi taler om.

Men der er altid en fare for skred på klintekysten, og på billedet herunder ses et skred der indtraf umiddelbart nord for Højerup Kirke den 9. maj 2008 på en skøn lun sommeraften. Netop på dette sted går der ofte mennesker, som efter besøg i kirken eller på det nærliggende traktørsted går en tur på stranden. Det siger selv, at det ville have haft fatale følger, såfremt der havde stået mennesker på dette sted da skredet indtraf. Det var heldigvis ikke tilfældet.

Nogle steder kan man på klinten ligefrem se, at større eller mindre stykker har revet sig løs og er i overhængende fare for at styrte ned. Et eksempel herpå kan ses herunder.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der vil ske hvis man kommer forbi på det forkerte tidspunkt.

Men budskabet herfra skal være, at man bør planlægge sine fisketure til klintekysten efter årstiden, og altså ikke opsøge kyststræk med de stejleste klinter i de tidlige forår hvor faren for skred er størst.

* * *

Nedgængere og behandlingen af disse

Jeg har tidligere berørt emnet på bloggen, men jeg synes emnet fortjener en fast plads her på siden. Det kan måske være medvirkende til, at vi med tiden ser færre fangstbilleder af disse udlegede fisk.

Fisken på billedet herover målte ca. 70 cm og ville med normal kondition nemt have vejet over 5 kilo. Den mangler ca. 1 kilo i at nå de 5 kilo. Læg mærke til det store hovede i forhold til den langstrakte krop. Fisken har stadig mange sorte pletter.

Disse velmente råd om genudsætning gælder selvfølgelig alle de fisk man ikke ønsker at hjemtage, uanset farve eller fysisk tilstand, og nøgleordet er skånsomhed og mindst muligt stress for fisken. Husk at de gydemodne fisk har en stor og meget krævende opgave foran sig, hvorfor yderligere stress kun er af det onde. Derfor er fisken bedst tjent med hurtigt at blive afkroget UDEN at komme ud af vandet. Har man svært ved at afkroge fisken i vandet, så kan man tage sit fangstnet til hjælp - helst et knudeløst af slagsen som kan ses på billedet herunder.

Desværre har man i de senere år kunnet se en stærkt stigende tendens til, at flere og flere lystfiskere har behov for at dokumentere deres fangst, alene fordi de deltager i en konkurrence, der typisk løber over et år og lokker med store grejpræmier til vinderne. På den baggrund kan man i efterårssæsonen næsten dagligt se fotos af mere eller mindre farvede fisk, der ligger på et underlag af forskellig observans, f.eks. grus, en sten m.v. Ofte følges disse fotos af en tekst, f.eks. "fisken blev selvfølgelig genudsat efter endt vejning og fotografering" Dette gentager sig så i det tidlige forår, da er det bare de hårdt trængte nedgængere der må stille op til en vejning og en fotosession med deraf følgende panering i sand og sten, oveni de netop overståede strabadser på gydepladserne med at sikre artens beståen og et godt fiskeri i de kommende år. Sikken en tak at få, og tænk at man som lystfisker kan sætte grejpræmier højere end fiskens ve og vel - jeg forstår det ganske enkelt ikke og jeg kommer heller aldrig til at forstå det.

Det siger sig selv, at en sådan behandling af gydemodne fisk og udlegede fisk, ja i det hele taget fisk man har til hensigt at genudsætte ikke er en ansvarlig lystfisker værdig. En genudsætning bør til enhver tid ske så hurtigt som muligt, og så skånsomt som muligt, og hvis fisken alligevel først skal på land, vejes og fotograferes, så kan man ligeså godt lade være med at genudsætte den, idet dens overlevelseschancer på det tidspunkt allerede vil være voldsomt forringet.

Den måde en lystfisker behandler sin fangst på siger meget om, hvor langt den pågældende er nået i sit lystfiskerliv.

* * *

Adgangen til klintekysten

En af de privat etablerede nedgange på det nordlige Stevns - respekter venligst ejerens private ejendomsret.

Selve klintekysten på Stevns er ca. 20 km lang, og klinten er 41 m høj på det højeste sted. Adgangsforholdene til kysten er begrænset til 3 offentlige nedgange med tilhørende p-pladser, nemlig Holtug gl. kridtbrud, Højerup Kirke og Boesdal gl. kridtbrud. Herudover er der et antal privat etablerede nedgange, som i bedste fald kan karakteriseres som vakkelvorne stiger af vejrbidt træværk.

Vanskelighederne med at tilgå kysten ved Stevns Klint har fra tid til anden været genstand for debat, oftest fordi nogle få individer fejlagtigt er blevet bibragt den opfattelse, at de privat etablerede nedgange er til fri afbenyttelse. Det er de imidlertid ikke, og det bør man som fisker respektere uden forbehold, idet man krænker den private ejendomsret ved at benytte disse nedgange uden lodsejerens tilladelse.

Herfra skal der yderligere lyde en advarsel til de, der med eller uden tilladelse benytter de intermistiske træstiger og lignende - disse er nemlig sjældent vedligeholdt, og ofte er der knækket trin og bærende elementer som selvsagt har svækket konstruktionen. Husk - disse nedgange er næsten dagligt udsat for vind og saltvand, og uden vedligeholdelse er de livsfarlige at benytte.

Den store fordel ved kun at benytte de 3 offentlige nedgange er, at hvis man orker at gå et par kilometer, så har man som regel fiskepladsen for sig selv.

* * *

Til toppen