Fotografering

Fotografering

 

 

At kombinere lystfiskeri og interessen for fotografering har stadigt flere fået øjenene op for, og det er tiltrængt, for desværre ser man næsten dagligt fangstbilleder og stemningsbilleder, hvor fotografen hverken har reflekteret over komposition eller motiv inden der blev trykket på udløseren.

 

I dag har de sociale medier, primært Facebook, overtaget en stor del af de blogs og sider, der handler om fiskeri, og forståeligt nok, da Facebook er nemt at bruge for alle, og man har samtidig muligheden for at nå ud til et større publikum. Problemet med Facebook og billeder er, at billederne komprimeres voldsomt når de uploades til Facebook, og det går ud over kvaliteten.

 

Det har derfor stor betydning, hvor god kvaliteten af det originale billede er fra begyndelsen - at det er f.eks. er optaget i en tilstrækkelig høj opløsning.

 

Smartphone

 

Her i starten af 2017 har langt de fleste en smartphone, som de medbringer overalt, og der er derfor næsten ingen undskyldning for at tage billeder i dårlig opløsning.

En prisbillig smartphone til en pris af ca. 1500 kr. er i dag i stand til at optage stillbilleder i 4160 x 3120 (4:3) svarende til 13 megapixels, hvilket er en rigelig god kvalitet til f.eks. den trykte fiskepresse.

 

Der er altså ikke længere nogen grund til at slæbe alverdens avancerede fotoudstyr med på sine kystture, medmindre man da er entusiast, for så er det naturligvis en helt anden sag.

 

Der er fordele og ulemper, uanset hvilken løsning man vælger, og ulempen ved at bruge sin smartphone er, at de oftest ikke er vandtætte, og samtidig heller ikke særlig handy at håndtere når man skal tage et billede og fingrene er våde.

Jeg tilhører entusiasterne, og jeg slæber gerne flere kameraer med på mine ture, og derfor bruger jeg sjældent min mobiltelefon til at tage billeder med.

 

Lommekamera - super zoom

 

Jeg har i gennem flere år brugt et SONY HX9V lommekamera med 18 mp opløsning, full HD og 16 gange optisk zoom. Det tager nogle forrygende gode billeder, og er samtidig super godt til video, især hvis man lynhurtigt skal filme makkerens fight eller landingen af en fisk. Kameraet er ligesom mobiltelefonen ikke vandtæt, og man leger derfor lidt med ilden når man som jeg har det hængende i en halssnor inden for vadejakken. Vælter man under vadning, så er kameraet ødelagt.

 

Spejlrefleks kamera

 

Denne type kamera er helt klart kun for entusiasten, for det vejer ofte 1,5 kilo eller mere, og det kræver også en form for vandtæt opbevaring i form af en slingpack eller en rygsæk.

Da jeg jo som nævnt anser mig selv for at være entusiast, så har jeg for nogle år siden investeret i et Canon EOS 600D, som blandt nørder anses for at være et såkaldt "entry level" kamera - eller på godt dansk - et begynder kamera. Det har en 18 mp opløsning, flipskærm og full HD video. Jeg bruger det primært fordi jeg godt kan lide at tage billeder med defokuseret baggrund (bokeh), og samtidig fordi jeg af til også leger med forlænget lukkertid, som kan give nogle spændende billeder.

 

Jeg medbringer derfor en vandtæt rygsæk, en Patagonia Stormfront, som er 100% vandtæt, i modsætning til så mange andre produkter på markedet, som lover vandtæthed. Rygsækken er hundedyr, men den er som sagt pålidelig når det gælder om at holde vandet ude. For de fleste, som ikke går så meget op i fotografering, er dette ikke løsningen.

 

En af fordelene ved dette kamera er, at det kan fjernbetjenes, og det er en stor fordel når man som jeg ofte fisker alene. Skulle man være så heldig at man render ind i drømmefisken, så er det let at tage en god fiskeselfie ved hjælp af fjernbetjeningen.

 

Actionkameraet

 

Et Go Pro kamera, eller et lignende mærke, er også snart blevet hver mands eje her i 2017, og dets funktionalitet, vandtæthed og mange forskellige mounts åbner for helt nye muligheder når det gælder foto og video - både over og under vandoverfladen.

Jeg har selv et Go Pro Hero Black Edition, men jeg bruger det sjældent. Faktisk bruger jeg det kun når jeg ved at jeg kan få brug for at tage billeder under vandet.

 

Siden disse kameraer kom frem er You Tube nærmest ved at flyde over med fiskevideoer, hvor fotografen enten har monteret kameraet i panden, eller på brystet. Bevares, der har der været nogle få gode videoer af fights med store fisk, men generelt er min opfattelse, at har man set en af disse videoer, så har man set dem alle. Det bliver hurtigt trivielt at se et par hænder der holder om en fiskestang mens fisken fightes.

 

Der er helt sikkert delte meninger om dette, men jeg finder det trættende at se på i længden. I vores hobby egner et Go Pro sig bedst til optagelser under vandet, og dem er til gengæld nogle rigtig gode af, f.eks. Bad One Production, som er en af de førende på det felt. Find ham på You Tube.

 

At tage gode billeder

 

Hvad er et godt billede? Dette spørgsmål findes der ikke et entydigt svar på, for det vil altid være en smagssag.

Når det handler om at fotografere sin fangst, så er det imidlertid min opfattelse, at et godt billede i første omgang er når fisken er fotograferet lige efter fangsten/aflivningen, for på det tidspunkt er fisken stadig frisk og smuk at se på. Alt for mange fokuserer alene på at dokumentere fangsten, og gør sig dermed ikke umage med fotograferingen.

 

Forberedelse er en vigtig del, og det omfatter rengøring/skylning af fisken, så blod, slim, sand og tang ikke fjerner beskuerens opmærksomhed fra en ellers smuk fisk.

 

Gør dig umage for at komponere billedet, og tag det gerne fra en alternativ vinkel, så det ikke altid bliver det samme "stang, hjul og fisk" billede. Sørg for at dit motiv fylder billedet, det gælder iøvrigt også ved landskabsbilleder, og hvis du ikke har tilstrækkelig med zoom, så gå så tæt på som muligt - jeg kalder det fodzoom.

 

Det er direkte blasfemisk at tage et billede af en fisk hjemme på køkkenbordet, i køkkenvasken eller på et spækkebræt - i min optik. For at illustrere dette viser jeg her på siden 2 billeder af den samme fisk - en drøm af en havørred på 6,8 kilo i topkondition - fotograferet ved vandet umiddelbart efter fangsten, og igen hjemme i bryggersvasken. Der er herefter forhåbentlig ingen der er tvivl om, hvordan sådan en fisk fortjener at blive foreviget.

 

Nøgleordet - og vejen til bedre billeder er, at gøre sig umage! Et hastigt skudt billede uden forudgående komponering og korrekt brug af kameraets indstillinger bliver sjældent godt.

Alt for ofte ser man billeder med en skæv horisont - brug kameraets hjælpelinjer til at få en lige horisont. Alle kameraer i dag, også dem i smartphones har hjælpelinjer til displayet, det kræver bare at man slår dem til.

 

Efterbehandling

 

Igen skal man nok være entusiast hvis man også efterbehandler sine billeder efter hjemkomsten. Der findes i dag en række gratis programmer, f.eks. Photoscape, som jeg tidligere selv brugte. I dag foretrækker jeg Adobe Photoshop, som før i tiden kostede spidsen af en jetjager for en licens, men som i dag fås som abonnement hos Adobe til 92,50 om måneden, og i den pris får man også Adobe Lightroom, som også er et avanceret fotoredigeringsprogram. Med denne løsning er man altid sikret den nyeste version af de 2 programmer, og man kan ovenikøbet installere dem på 2 forskellige computere.

 

Husk, at såfremt du har planer om at gå all in med fotografering og efterbehandling af ikke bare billeder, men også video, så stilles der nogle krav til udstyret, især når det gælder video i full HD.

Jeg anbefaler ikke mindre processor end en 4-kernet Core I7, et dedikeret grafikkort på 2 GB, samt 8 GB ram. Med en mindre konfiguration går ens PC hurtigt i knæ når man går i gang med at redigere en full HD videooptagelse.

 

Det behøver ikke at være avanceret, og det er aldrig udstyret der er bestemmende for, hvorvidt et billede bliver godt eller dårligt - det er fotografen bag kameret!

 

 

Copyright © Stevnsfisker.dk 2008 -2016