Årstiderne

Årstiderne på kysten

 

Der kan fiskes året rundt på vore kyster, og således også på Stevns, det gælder blot om at tilpasse sig til skiftene i temperatur og lysforhold. Det gælder naturligvis også om at besidde en vis viden om, hvornår og på hvilke pladser man har størst chancer for at træffe fiskene. Jeg vil i det efterfølgende forsøge at beskrive årets gang langs kysten i mit lokalområde, som jeg har oplevet dem gennem mange år, ligesom jeg vil give et bud på valg af agn til den aktuelle årstid.

 

 

Forår

 

Foråret er for de fleste kystfiskere ensbetydende med højsæsonen over dem alle. Efter en lang vinter, hvor lysten til at fiske måske ikke har været den store, enten på grund af kulde eller på grund af mørke og regn og rusk, så trænger man virkelig til at få støvet udstyret af og komme ud til vandet og banke rusten af kastearmen.

 

Har det været en ”normal” dansk vinter uden langvarige frostperioder vil de fleste gydefisk have forladt åen som nedgængere, og de vil nu være i gang med at genvinde det tabte sul på kroppen. Fangsterne i marts måned vil dog fortsat være præget af mange af disse udlegede fisk, som helt naturligt er voldsomt sultne og kaster sig over alt hvad man byder dem. Er man bare en nogenlunde erfaren kystfisker er man ikke i tvivl når man har en nedgænger for enden af linen, for den fighter ikke engang halvt så godt som en tilsvarende blank og velkonditioneret havørred.

 

Er man i tvivl om, hvorvidt man står med en nedgænger, så kig efter de karakteristiske tegn på en udleget fisk, herunder særligt stort hoved i forhold til resten af kroppen, indsunken bug, gråligt skær på den normalt hvide bug, sår på haleroden, beskadigede finner og et udstående rødligt gat. Bærer fisken ét eller flere af disse tegn, så sæt den gerne nænsomt tilbage i dens rette element. Der er ikke noget forkert eller ulovligt i at hjemtage en nedgænger, men tænk på den sidste fine blankfisk du fangede, og spørg så dig selv om ikke både du og fisken har fortjent bedre.

 

Men der er naturligvis også mange blankfisk langs kysterne i det tidlige forår, både store blankfisk i 4-5 kilos klassen, populært kaldet overspringere, fordi de har sprunget gydningen over 1 år, og de såkaldte grønlændere, som er blankfisk på 40-50 cm. Det siger næsten sig selv, at der er væsentligt længere mellem de store overspringere end der er mellem de mindre blankfisk på 1 – 2 kilo.

 

Vandtemperaturen vil efter en normal vinter ligge på 4-6 grader i marts måned, stigende til 8-10 grader i løbet af april, der af mange anses for værende topmåneden over dem alle i foråret. Stigningen i vandtemperaturen vil få livet til at vågne på det lave vand, og det ved havørreden. Affiskning af eventuelt badekar eller det lave vand inden vadning er et must, da fisken ofte er inde på det helt lave vand, hvor den dårligt har vand over ryggen.

 

Havørred elsker tobis – og dét er mit udgangspunkt for valg af agn, ikke bare i foråret men også resten af året. Men grundet det stadig kolde vand er der god grund til at anbefale brugen af en kystwobler, der kan spinnes lidt langsommere ind end et blink, og det bør med henvisning til havørredens foretrukne føde være en kystwobler, der imiterer tobis. Jeg fisker næsten udelukkende med en tobislignende kystwobler om foråret, ja faktisk hele året, og det giver godt med fisk i perioder.

 

Når vi kommer lidt hen i april og vandtemperaturen er steget til ca. 8 grader kan man med fordel sætte indspinningshastigheden op, for havørredens appetit er nu helt i top, og store stimer af tobis kan som regel træffes på kyststræk med sandbund. Men selv om det er højsæson, så forvent ikke, at ligefrem vade i fisk, for fiskeriet på Stevns er lunefuldt, og det kan ofte være svært at finde fiskene.

 

Alt efter vandtemperatur og vejret i øvrigt indfinder hornfisken sig i slutningen af april, og er man inkarneret havørredfisker, så er man nu henvist til at fiske meget tidlig morgen eller sen aften/nat, såfremt man vil undgå disse ”tusindbrødre” med deres lang næb. Sommeren er nær.

 

Sommer

 

Sommer og kystfiskeri på Stevns er ensbetydende med tabt dyrebar nattesøvn, for vil man gøre sig nogen forhåbninger om flex på klingen må man fiske i de mørke timer, der jo slet ikke er så mørke endda.

 

Jeg har ikke natfisket så mange år på Stevns, faktisk kun ca. 10 år, og det var i årene 2003 og 2004 natfiskeriet toppede for mit vedkommende, både hvad angår frekvens, intensitet og fangster. Men potentialet i natfiskeriet på Stevns var opdaget af andre ca. 10 år tidligere, og det var dengang man fandt ud af, at store sortmalede kystwoblere var den rette ”medicin” til de store kystørreder.

 

Natfiskeriet på Stevns har i de senere år været i tilbagegang, og der er mange bud på årsagen til dette, f.eks. de 2 semi-isvintre i 2009/2010 og igen 2010/2011. Mit eget bud er, at de manglende fangster skyldes den manglende forekomst af kystnære tobis, især langs klintekysten, kombineret med kystudsætningerne, som blev indstillet for 10 år siden til fordel for mundingudsætninger.

 

Selvom om fangsterne er sporadiske i forhold til tidligere, så er det ikke mit indtryk, at der i dag er færre fisk end for 10 år siden, men de er måske ikke så kystnære om sommeren, netop måske på grund af de manglende tobisforekomster.

 

Nu skal de vigende fangster ikke afholde ihærdige kystfiskere fra at forsøge sig i sommernatten, og det er jo almindelig kendt, at flid ofte lønner sig, og Stevns kaster stadig en god sommerfisk af sig i ny og næ til de, der trodser dynernes bekvemmelighed og tilbringer natten under den smukke sommerhimmel på Stevns.

 

Vandtemperaturen kommer i varme somre ofte op på 18-20 grader, og er det tilfældet bør man planlægge sine ture til pladser med dybt og strømrigt vand langs klintekysten.

 

Mit foretrukne våben i sommernatten er igen wobleren, og modsat tidligere tids erfaringer, så bruger jeg den sædvanlige hjemmelavede tobiswobler, som kun er 12 cm lang og tynd som en blyant – altså ikke nogen Kongetobis eller Sandgrævling. Fisken er ligeglad, den ser wobleren fint og hugger hårdt på den. Wobleren er i øvrigt præcis samme størrelse som den gennemsnitlige tobis man ser ved kysten.

 

Der sker jævnligt, at debatten om farver dukker op i forbindelse med natfiskeriet, og det beror på en udbredt misforståelse, at nogen anbefaler brugen af store sorte agn, fortrinsvis kystwoblere, når man fisker om natten. Årsagen til dette skulle være, at en sort agn skaber en bedre silhouet mod den lysere nattehimmel, og at den derfor bedre kan ses af fisken. Lad det være sagt med det samme - det er det rene volapyk - for fisker man med et blink eller en wobler, så består agnen af en fast masse, der ikke lader sig gennemskinne af lys, og den vil derfor til enhver tid fremstå med en mørk silhouet mod nattehimlen når den ses nedefra og op - uanset hvilken farve den måtte have. Det er ikke noget jeg har fundet på - det er ren fysik.

 

Den fejlagtige anbefaling hidrører sandsynligvis fra å-fiskeriet, hvor man under fluefiskeriet med fordel kan anvende en sort flue til natfiskeriet, idet fluen jo er bundet af et gennemskinneligt materiale, hvorfor det vil give en bedre silhouet når farven er sort.

 

Når det gælder blink og woblere, så vil jeg personligt lægge større vægt på form og bevægelse, da fisken jo i vid udstrækning også jager ved hjælp af følesansen i sidelinjen.

Natfiskeriet er erfaringsmæssigt bedst i juni, mens juli ofte kan være for varm og kysten kan synes støvsuget for fisk. I august kan man igen være heldig at ramme nogle fine fisk, og gør man det vil man opdage, at fiskene har fået et lidt gyldent skær på flankerne og pletterne er blevet lidt flere og mere markante – efteråret er på trapperne.

 

Efterår

 

Efteråret er mange kystfiskeres anden højsæson, og det er således også min. Efter en sommer med meget lidt eller nogle gange intet fiskeri, er forventningerne til efterårssæsonen som regel højt sat, og med rette, for allerede i august/september begynder trækket af gydemodne fisk mod hjemvandet. Mange af de fisk man får kontakt med, har markant skiftet udseende med gyldent skær, større pletter og faste skæl, og hanfiskene har begyndende kæbekrog. Fiskene trækker tæt på land under deres vej til åen, og man kan på de rette pladser opleve et fint fiskeri efter disse fisk, som trods den forestående gydning stadig indtager føde eller hugger på blink og wobler af irritation, som følge af en øget territoriehævdende adfærd.

 

Selv om der er mange fisk i tiden frem til fredningens begyndelse i midten af november, så er de i perioder langt fra lette at få i tale, og der skal arbejdes for sagen. Nogle sværger til blink og woblere med pangfarver, andre går ikke så højt op i den slags, og det vigtigste er at man tror på det man fisker med.

 

Der er dog en vis fornuft i at bruge en mindre agn end normalt, igen fordi havørredens indtag af føde er begrænset. Jeg plejer at gå ned i både størrelse og vægt på mine agn i efteråret, og en lille wobler på 15 gram har flere gange vist sig at være udslagsgivende, selv om jeg da også har været heldig at fange efterårsfisk på den sædvanlige tobiswobler.

 

Et af de store og tilbagevendende spørgsmål i disse internet tider er, hvorvidt det er etisk og moralsk korrekt at hjemtage en fisk, der er på vej til hjemvandet for at gyde. Spørgsmålet bringes som regel på bane på diverse fiskerelaterede internetfora, og den slags er hovedsageligt egnet til, at nogle få individer kan få stivet deres ego og tilhørende moralske og etiske regelsæt af. Men det er naturligvis op til den enkelte fisker, hvorvidt man vil aflive og hjemtage en potentiel gydefisk, og der intet forkert i det, hverken moralsk, etisk eller juridisk – så længe det sker uden for fredningstiden. Det er vigtigt at holde sig for øje, at den fine blankfisk man fangede og hjemtog i april heller aldrig kommer til at gyde mere, så diskussionen er ret akademisk, og bestanden af havørred er ikke truet på nogen måde.

Vil man gøre sig nogle overvejelser om bæredygtigt fiskeri, så er det mere relevant at spørge sig selv, om det nu er nødvendigt at hjemtage 4 fisk i stedet for 2, når fiskeriet er ekstra godt på en given dag.

 

Fredningen af de farvede fisk indtræder som bekendt den 15. november når klokken slår midnat, og der kan nu kun hjemtages blanke fisk med løse skæl. Der er godt 2 uger til den 1. december, som ifølge kalenderen er den første vinterdag.

 

Vinter

 

I det vi kalder en ”normal” dansk vinter, hvor der for det meste er temperaturer over frysepunktet, kan fiskeriet være ganske godt hvis man forlader den varme stue og trodser kulde og mørke. Der er blevet længere mellem fiskene – væsentligt længere end i efteråret, men kvaliteten af de fisk vi fanger er helt i top, og en mild vinter er faktisk et af mine favorit scenarier. Fiskene man kommer i kontakt med er for det meste blankfisk i størrelsen 1-2 kilo, lynende blanke og med helt løse skæl der rasler af når man håndterer fisken. Kødet er ildrødt og smager fantastisk, og det er skønt at fange sådan en blank fighter på en kold vinterdag.

 

Mellem de mindre blankfisk kan man være heldig at træffe de større overspringere, fisk der springer en gydning over, og som bruger vinteren på at bygge videre på den gode form og kondition. De er naturens værn mod en katastrofe på gydebankerne, og fungerer således som ”reserve” i tilfælde af det værst tænkelige skulle ske. Sådanne overspringere kan nemt være på den rigtige side af 5 kilo, men der er selvsagt langt mellem fisk af den kaliber, og det er oftest sidst på vinteren i februar måned, hvor chancen for sådan en fisk er størst.

 

Vinterens fiskeri afhænger naturligvis af, hvor hård vinteren bliver, og bliver det en hård vinter med isdække ved vore kyster som tilfældet har været i 2009/2010 og 2010/2011 så har det en klar negativ indvirkning på fiskeriet, ikke bare i vintermånederne, men også i foråret og sommeren, idet hele balancen bliver forrykket af det meget kolde vand, der især har betydning for havørredens byttedyr i det kystnære miljø.

 

I en normal mild dansk vinter, som vi heldigvis har haft flest af, vil vandtemperaturen sjældent komme under 2 grader i det kystnære vand, og selv om den temperatur er for lav til at havørreden føler sig tilpas, så vil man stadig kunne træffe havørrederne på ædetogt på det lave vand, men de er kun inde i kort tid inden de igen stikker ud på dybere vand. Det gælder altså om at kende sin besøgelsestid og sine pladser, såfremt man skal have en chance for fisk på tasken.

 

Havørredens stofskifte er væsentligt nedsat i kulden, og derfor kan der være en vis fornuft i at fiske med lidt mindre agn end man normalt bruger. Omvendt kan der være også være et gran af fornuft i at servere et ”ordentligt” måltid for havørreden, når den nu alligevel har bevæget sig ind på det lave og kolde vand.

 

Den enkelte fisker har sine egne favoritter, og ved som regel hvad der virker i en given situation og på en given årstid, og jeg er naturligvis ingen undtagelse. Jeg har også om vinteren haft god succes med en hjemmelavet tobiswobler i ambulancerød med sort ryg. Nu tillægger jeg som regel ikke farven den store betydning, men jeg har fundet det påkrævet at farvelægge mine woblere, da de ellers vil fremstå kedelige og uinspirerende, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.

 

Vigtigheden af at tro på den agn man fisker med kan ikke overvurderes, og ligegyldigt hvor mange gange jeg fortæller mig selv, at farven er underordnet, så hjælper det ikke på troen at fiske med en kedsommeligt udseende røgfarvet transparent wobler.

Så selv om jeg ikke tillægger farven den store værdi som udslagsgivende faktor i fiskeriet, så bruger jeg dem altså selv. Jeg har i øvrigt bemærket, at rigtig mange kystfiskere bruger farven ambulancerød/sort i den kolde tid, og det er jo også med til at gøre denne farve kendt som værende effektiv.

Copyright © Stevnsfisker.dk 2008 -2016