Gennemløbere

Gennemløbere

 

 

 

Når en spinnefisker rigger op til fiskeri, så er det i langt de fleste tilfælde en gennemløber der monteres for enden af linen, medmindre der selvfølgelig fiskes med bombarda og flue, forstås.

 

Min første gennemløber købte jeg hos Sport Dres på Frederikssundsvej i København i midten af 80´erne, og det var dengang forretningen kun var ganske lille og lå på den anden side af Frederiksborgvej i forhold til i dag.

Gennemløberen var slank, og i farven grøn/sølv og vejede kun 12 gram. Der skulle angiveligt være tale om den originale Mønpirk, men det er der opstået lidt tvivl om.

 

Fordelen ved gennemløbere generelt er, at den meget omtalte "brækstangseffekt", forstået ved, at et fastmonteret blink ved en bestemt placering i havørredens kæft kan virke som en brækstang, og derved miste krogholdet, elimineres med brugen af gennemløbsprincippet, hvor blinket jo glider op ad linen under fight.

Om dette rent faktisk har noget på sig, det må stå hen i det uvisse, men i teorien kan det da sikkert lade sig gøre.

Der er heller ingen tvivl om, at vægten af en tung fastmonteret gennemløbspirk i kæften på en vildt fightende havørred kan løsne krogholdet og have betydning for, om fisken mistes eller ej.

 

En fordel - eller ulempe, vil nogen sikkert mene er, at der er forskel på bevægelsesmønsteret når et blink er skabt som gennemløber, og når det er skabt som fastmonteret. Populært sagt, så er gennemløberen "baghjulstrukket", da den skubbes gennem vandet, mens det fastmonterede blink er "forhjulstrukket", idet trækket ligger i det forreste øje. Begge metoder påvirker blinkets gang, hvilket man ved selvsyn vil konstatere, hvis man har 2 identiske blink, både som fastmonteret og som gennemløbere.

 

Jeg er personligt en stor fan af gennemløbsprincippet, og da jeg for alvor begyndte mit fiskeri på Stevns var det som regel en gennemløber, der blev monteret for enden af linen. Jeg havde ikke helt sluppet de fastmonterede blink og woblere, men der gik kun et par år før jeg kun havde gennemløbere i lommen.

 

I starten af 00´erne var det gængse udstyr blandt kystfiskerne på Stevns en stang på 9-10 fod, et str. 4000 hjul og gennemløbere på op til 30 gram - virkelig hammergrej der ville noget.

Mantraet var, at fiskene altid gik langt ude, og derfor skulle der virkelig hamres igennem for at nå ud til fiskene.

Jeg var selv på den vogn, og der skulle gå nogle år før jeg fandt ud af, at det slet ikke var nødvendigt med så kraftigt grej, og at lettere grej var væsentlig mere behageligt at gå med en hel dag.

Dengang var det som regel et af Henry Hansens legendariske Søm i gennemløbsversionen, der hang for enden af linen, og de fleste kystfiskere har enten hørt om Sømmet eller har fisket med det på et tidspunkt. Sømmet imiterer en tobis på fornem vis, og denne gennemløber har et astronomisk antal havørreder på samvittigheden gennem årene.

Jeg lærte efterhånden også at sætte pris på Fladbukken, der ligeledes er skabt af Henry Hansen. Fladbukken imiterer en sild, og er ligesom Sømmet en meget populær gennemløber blandt kystfiskere på Stevns.

Fladbukken er - desværre - også én af de mest kopierede gennemløbere, for en kopi bliver aldrig andet end dét den er - en kopi af den originale vare.

Sidenhen har Henry Hansen modificeret sin Fladbuk og forbedret dens kasteegenskaber, og denne gennemløber går under navnet Skruen.

 

På lige fod med Sømmet og Fladbukken er også 2 meget benyttede gennemløbere, nemlig Bornholmerpilen (2005) og Snurrebassen (2009), begge designet af Ole Gregersen, OG Paint. Disse 2 gennemløbere har i løbet af de senere år virkelig indtaget kysterne, ikke bare i Danmark, men også i resten af Skandinavien og i Tyskland, og er vel i dag blandt de 2 mest benyttede gennemløbere.

 

Bornholmerpilen er tiltænkt at skulle imitere en tobis, og kan til forveksling ligne et Søm, men kasteklumpen bagtil er tungere, og kasteegenskaberne er således helt i top.

Senere lavede Ole en bred model af Bornholmerpilen, og den har ligesom sin forgænger gået sin sejrsgang langs kysterne i Danmark.

 

Snurrebassen, der ses på det store billede øverst på denne side, skabte Ole med den tanke, at lave et blink med den perfekte rotation i forbindelse med spinstop, og som samtidig havde nogle gode kasteegenskaber, og det er lykkedes over al forventning.

Der findes i dag et utal Snurrebasser i forskellige størrelser, og senest har Ole Gregersen designet en Snurrebasse Slim, som allerede nu ser ud til at blive en efterspurgt vare blandt kystfiskerne.

 

Mange kystfiskere har gennem de sidste 40-50 år haft lyst til at lave deres egne blink, og der findes i dag et utal af hjemmestøbte blink og gennemløbere. Fælles for dem alle er, at de under de rigtige forhold kan fange fisk!

 

I 2007 begyndte jeg at designe min egen gennemløber, og jeg havde i den forbindelse nogle præferencer, som skulle være opfyldt. Den første var, at profilen eller silhouetten skulle være så tæt på en fisk som muligt, altså bredest foran og smallest bagtil. Den anden var bevægelsesmønsteret, som skulle være vrikkende fra side til side, og ikke nødvendigvis imitere en bestemt fisk og dens måde at svømme på, men et bevægelsesmønster, der fanger havørredens opmærksomhed.

Den sidste egenskab skulle være kasteegenskaberne.

 

Først 2 år senere, efter en masse kasserede modeller og forme, havde jeg en gennemløber med lige netop de egenskaber, som jeg mener en gennemløber bør have. Jeg døbte gennemløberen "Stevnskølen", og billedet afslører hvorfor.

Jeg har fanget adskillige fisk på denne gennemløber, og jeg fisker stadig med den en gang imellem, men i dag er det primært mine egne gennemløbswoblere jeg bruger.

Copyright © Stevnsfisker.dk 2008 -2016