Generelt

Endegrejet

 

Vores blink, pirke, woblere eller noget helt fjerde, er noget der optager de fleste kystfiskere. Hvis man kigger på udstillingsvæggen hos grejhandleren, så er man ikke i tvivl om, hvor meget det fylder hos os lystfiskere. Hos grejhandleren finder man alt hvad hjertet kan begære, næsten i hvert fald, for jeg har nu aldrig helt fundet det jeg lige manglede.

 

Derfor begyndte jeg for nogle år siden at lave mit endegrej selv, og det er noget jeg bruger ganske meget tid på, især når vejret og forholdende iøvrigt holder mig væk fra kysten.

 

Jeg finder en stor fornøjelse i at lave mit grej selv, ikke bare endegrej, men også fiskestænger med et personligt præg.

 

Lystfiskere har fremstillet deres eget grej i mange år, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der i tidernes morgen er opfundet og fremstillet af mere eller mindre "hemmelige" specialiteter. På Falster blev der af nogle lokale fiskere fremstillet nogle gigantiske kystwoblere af gamle kosteskafter med indlagt blybelastning, og nogle af disse woblere vejede 50 gram, men fange fisk, det kunne de!

 

Siden kom UL-perioden i slutningen af 70´erne og begyndelsen af 80´erne, hvor blink og woblere ikke kunne blive små nok, og det var i den periode jeg selv startede på kystfiskeriet for alvor. Sammen med en kollega fiskede jeg den nordsjællandske kyst tynd, med skiftende held. Senere blev det Sydsjælland, og nu godt 25 år senere er det på Stevns jeg primært slår mine folder.

 

 

 

Farverne, fiskene og fiskerne

 

Farverne på vores agn er noget der dels optager os meget, og samtidig er emnet særdeles sprængfarligt og i sjælden grad egnet til at bringe sindende i kog, bare se på diverse fora om lystfiskeri. Hver har sin overbevisning, og nogle vælger at læne sig op af halvvidenskabelige undersøgelser om fisks evner til at se og skelne mellem farverne.

 

 

Jeg har et meget ambivalent forhold til emnet farver, for jeg har fanget fisk på alskens farver gennem tiden, og jeg har ikke noget som helst belæg for at påstå, at en fiskene foretrækker en bestemt farve frem for en anden. Min filosofi er imidlertid den, at hvis man har brugt måneder og år på at udvikle et blink eller en wobler, der i sin udformning er tiltænkt at imitere en tobis eller en sild, hvorfor så ikke male agnen i en neutral farve, der svarer til en byttefisken har i naturen.

 

Min ambivalente holdning kommer til udtryk når jeg går i mit værksted og fremstiller blink og woblere, for maling og den sidste finish på et færdigt stykke endegrej er jo en del af hyggen. Derfor maler jeg mine agn i alskens farver, også pangfarven ambulancerød, som mange foretrækker til vinterens fiskeri. At jeg stadig maler mine blink og woblere er nu en sandhed med modifikationer, for jeg har de sidste par samarbejdet med en af Europas dygtigste grejfremstillere og malere, nemlig Ole Gregersen, OG Paint, der samtidig er ophavsmand til de velkendte og storfangende kystblink, Bornholmerpilen og Snurrebassen. Ole er meget visionær, og han forstår virkelig at ramme nogle farvekombinationer, som ikke bare fiskeren, men også fisken kan forholde sig til.

 

De agn jeg selv går med på kysten, er for det meste umalede, og er altså blot kedelige blygrå, i hvert fald når der er tale om mine gennemløbere. Mine mere end 25 år på de danske kyster har ikke gjort mig klogere på farvevalget, for som sagt har jeg fanget fisk på alskens farver. Jeg har fanget fisk i vand med 0-sigt på umalede blink, og jeg har fanget fisk i spritklart vand på skrigende neonrøde blink og woblere. Hvad der gjorde udslaget ved kun fisken, og den kan vi jo ikke spørge. Jeg er dog faldet pladask for en bestemt farvekombination, nemlig smaragdfarven, opfundet af Ole Gregersen. Det specielle ved denne farve er, at den indeholder UV Glow, som er et UV-reflekterende pigment, der også findes i havørredens byttedyr, og derfor er imitationen endnu mere livagtig.

 

I dag fisker jeg næsten udelukkende med mine OLR woblere, og ofte er det en wobler med smaragdfarven, som bliver bundet for enden af linen. Jeg har naturligvis ikke noget videnskabeligt belæg for at påstå, at netop denne farve gør en forskel, men forskellige kystagn bemalet med netop denne farve har i flere tilfælde været alt andet overlegent, rent fangstmæssigt.

 

Jeg tror personligt ikke, at farverne spiller nogen større rolle i de fleste situationer på kysten, og dermed siger jeg ikke, at jeg ikke tror på provokationsteorien, især i meget koldt vand, hvor fiskene er træge, for det gør jeg. Men overordnet, så tillægger jeg ikke farverne den store betydning, kun i forhold til, at farven gerne skal være så naturlig som muligt, og det er her smaragdfarven kommer ind i billedet, for den rammer tilsyneladende noget essentielt.

 

 

Agn og bevægelse

 

Nu har jeg berørt emnet farver, men fremfor farver kommer bevægelse, for det er efter min mening og erfaring agnens udformning og bevægelsesmønster, der skal få brikkerne til at falde på plads så fisken hugger. Men ligesom med farverne, så er dette emne også en svær størrelse, for tænk på hvor mange forskellige agn vi kan vælge mellem idag, og hvor mange af disse agn, der ikke ligner nogen af havørredens byttedyr.

 

Når jeg skal reflektere over disse emner, så ender jeg altid ved kystfiskerens "bibel", nemlig bogen "Havørred Havørred" af Kurt Malmbak-Kjeldsen og Freddy Weiss. Bogen udkom i 1979 og var på sin tid banebrydende, for aldrig var emnet kystfiskeri efter havørred blevet så detaljeret behandlet. Bogen rummer efter min opfattelse mange sandheder, og særligt kapitlet om blinkenes udformning og kasteegenskaber er meget udførligt, og måske til tider lidt for teoretisk.

 

Jeg har siden bogens udgivelse haft rig mulighed for at afprøve mange af forfatterens teorier og anskuelser, og har ved selvgjorte erfaringer kunnet konstatere, at meget af det holder vand, muligvis fordi det er baseret på logisk tænkning og simple forsøg.

 

Hvis man kigger på billedet af Henry Hansens "Skruen", så ligner denne agn umiddelbart ikke en sild i sin udformning, fordi en sild i lighed med de fleste andre fisk er bredest i den forreste halvdel af kroppen, som herefter snævrer ind mod haleroden. Det var bare én af de ting, der blive påpeget i "Havørred Havørred". Den viste gennemløber er imidlertid designet til at imitere en sild, og de der bruger den fanger også både store og små fisk på den. Så spørgsmålet her er altså ikke, at agnen ikke ligner en sild til punkt og prikke, men at havørreden alligevel opfatter den som en sild. Denne gennemløber bevæger sig nemlig meget lokkende under indspinning, og dens bevægelser kan udmærket forveksles med en silds svømmemønster.

 

Noget tilsvarende gør sig gældende med én af de mest anvendte og velfangende gennemløbere i dag, Ole Gregersens "Snurrebassen", som i profil vender "forkert" i forhold til havørredens naturlige byttedyr.

 

Så når havørreden hugger disse blink, er det så bevægelserne der udløser hugget? Er det formen? Eller er det bare fordi havørreden er en opportunistisk rovfisk, som tager hvad der byder sig når den er på jagt efter føde i det kystnære vand?

 

Vi mennesker har en sær tendens til at søge forklaringer på alt, og dette gælder særligt os lystfiskere når fisken ikke lige vil som vi vil.

 

Måske er det bare ikke så kompliceret som vi ønsker at gøre det til.

 

 

 

Indspinningshastighed

 

Som med så meget andet indenfor hobbies og passioner, som lystfiskeriet jo ofte er for den enkelte, så er der vidt forskellige meninger om f.eks. indspinningshastigheden. Hvor hurtigt skal man egentlig spinne sin agn ind, eller hvor langsomt?

 

Det er vigtigt at holde sig for øje, at havørreden er den ultimative jæger i sit rette element, og ingen agn vil kunne spinnes så hurtigt ind at havørreden ikke vil kunne fange den. Tænk på de gange man har set tobis nærmest kaste sig ud af vandet for at undslippe en jæger under vandspejlet, det går stærkt, rigtig stærkt, og alligevel fanger vi jo masser af havørred som er proppet med tobis.

 

Filosofien, eller taktikken om man vil, er at jo kortere tid agnen er i havørredens synsfelt, jo kortere tid har fisken til at reagere. Mine erfaringer har vist, at når vandtemperaturen er tilpas for havørreden, som regel fra april til november, så er det den forholdsvis hurtige indspinning der skal til, og langt de fleste fisk hugger hårdt og kontant.

 

Så snart vandtemperaturen nærmer sig de 3-4 grader og derunder går jeg mere og mere over til at bruge mine hjemmelavede kystwoblere. En kystwobler egner sig ikke så godt til hurtig indspinning, og når vandtemperaturen er lav bliver fiskenes bevægelser mere træge. Derfor er brugen af woblere ofte populær i de kolde måneder, og jeg har da også haft god succes med mine woblere når fiskene er træge.

 

 

Størrelse er ikke alt.......

 

Størrelsen på agnen er også noget der debatteres livligt blandt spinnefiskerne. "Stor fisk vil have stor agn" er der nogen der siger, og det er da også rigtigt i mange tilfælde. Garvede UL-fiskere påstår hårdnakket, at man fanger flere fisk på små agn. Der er en sandhed i begge udsagn, og eksemplet på billedet herunder er et glimrende et af slagsen på, at også små agn duer. Disse 2 små hundestejler, ikke større end en tommelfingernegl, var det eneste maveindhold i en grønlænder på 1,4 kilo. Da de ikke er nævneværdigt fordøjede må man antage, at fisken har spist dem kort forinden den blev fanget, og det paradoksale er, at fisken faldt for en af mine hjemmelavede woblere på 10 cm længde. Der ER ingen facitliste når man fisker havørred.

 

 

....og dog

 

Det påstås, som regel med et glimt i øjet, at udsagnet om, at størrelse ikke betyder noget, hører til én af livets store løgne. Og størrelse betyder i visse tilfælde også en hel del, og et af tilfældene er når vi taler om de såkaldte "sildeædere", altså store havørreder, som det meste af tiden opholder sig på dybere vand, hvor de forsyner sig rigeligt i de enorme stimer af sild og tobis.

 

Det var sådanne 2 sildeædere som Jan Svendsen fangede i april 2011, og da han rensede fiskene dukkede der flere store sild og tobiser op fra fiskenes maver. Fiskene blev fanget sammen med andre og noget mindre fisk, og sidstnævnte havde slet ikke noget i maverne. Det tolker jeg som om, at de store fisk kortvarigt havde forladt det dybere vand og søgt ind mod kysten, måske i jagt på anden føde end den sædvanlige. I hvert fald var den agn de faldt for væsentligt mindre end de fødeemner der ses på billedet herover.

 

Man kan på den baggrund gøre sig forskellige tanker om, hvorvidt størrelsen på vore agn gør en forskel eller ej. Det vil jeg lade være op til den enkelte.

Copyright © Stevnsfisker.dk 2008 -2016